Der er stadig liv, omend det pt primært foregÃ¥r ude i den virkelige verden, og er det egentlig ikke ogsÃ¥ dér, man skal være? Det synes jeg ligesom. Der er sket sÃ¥ mange ting, der er købt ny bil. BÃ¥de Big og jeg er hoppet ud i hver sin fede bil, sÃ¥ vi er meget tilfredse. Min fÃ¥r jeg dog først hjem i slutningen af denne uge, sÃ¥ jeg kan godt mærke, jeg vakler lidt mellem at bare nyde dagene – og glæde mig til bilen er klar.
Streng dag i firmaet med mange forskelligartede tasks, og NyskiltKollega beskyldte mig for at ville ødelægge tastaturet. Nu sidder jeg jo også bare og taster hårdt med en irriteret bevægelse. Stort problem, jeg ærgrer mig grusomt over, at jeg er nødt til at sidde og være ekstremt grundig for at finde aben. Jeg ved faktisk heller ikke helt, hvor jeg skal kigge. Det er næsten umuligt, og pludselig er det som om, at lydene omkring mig er overmåde forstyrrende og irriterende.
Det var lidt ligesom i går, hvor der var møde på programmet. Møde med falskSmil. Jeg kan altså ikke have det. Det kan jeg bare mærke. Jeg er nødt til at komme ud af det, men det bliver nok meget svært. Jeg gider simpelthen ikke have den opgave, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal komme uden om det. NyskiltKollega siger, jeg bare skal sige det til chefen, men vi er enige om, at jeg nok ikke vil få det store ud af det. Æv. Så kan det da også være lige meget? Og dog, jeg skal nok få sagt et eller andet. Lige nu går jeg og håber, at chefen siger nej til at overtage projektet. Det gør han nok desværre ikke, men håbet er lysegrønt.
Lige nu er der nu ikke nogen som helst grund til at ærgre sig, jeg er jo heldig, for pokker da. Jeg nyder det rigtigt med Big og BonusSøn. Allerhøjst burde jeg mÃ¥ske smide mig i sofaen med en bog af Douglas Preston og Lincoln Child “Dødebogen”. Og hurra.. nu varer det ikke sÃ¥ mange dage, førend Big og jeg skal hente bil.. jubiiiiiii!!
