Title

8. juni 2011

Så er den i luften!!!

Skrevet af Hende selv kl. 20:12 | Job,Links,Nørderi

Jeg kan lige så godt komme ud af busken og sige det, som det er…

Der har jo været stille her på siden en rum tid, og ja – nogen har fået varmefeber. Også jeg… Blandt andet har jeg kastet mig ud i at være selvstændig. Hvis nogen derude sidder og mangler en person, der gider læse korrektur på en hvilken som helst type tekst – hører jeg naturligvis gerne nærmere. Jeg vil også bede vedkommende om at kaste et blik på denne nye side, som er en underafdeling af min blog.

Her finder du så Ad-hoc korrektur.

I denne sjældne anledning er det tilladt at råbe højt op om, at du lige kender én, der gerne tager sig af den slags “kedelige” opgaver, som man normalt ville sidde og ærgre sig over at skulle svede over ;)

20. april 2010

Spøjs frokost

Skrevet af Hende selv kl. 20:55 | Job,Sjov

Vi sidder og spiser og snakken går som den plejer, hyggelig ping pong. Af en eller anden grund har jeg fået clipset mit adgangskort fast i min bluses halsudskæring. Desværre hænger kortet så måske lige et lidt forkert sted, hvor man normalt bliver lidt rød i kammen, hvis mændene kigger længere end normalt. Men igen… det kommer nok an på intentionerne hos den, der kigger. Antennerne var imidlertid klappet fuldstændig sammen, da jeg havde travlt med at dissekere min mad. “Knips” lyder det så… fra ham lige over for.

Han har et eller andet underligt blik på. Vil i kontakt, det er helt tydeligt. Jeg kigger spørgende og lidt ligegyldigt, da jeg jo har travlt med min mad. Og han har et eller andet twist med mig, jeg ved ikke helt hvorfor han gider. Jeg gør nemlig ikke. “Æhm….” siger han så og har tydeligt besvær med at holde øjnene fra området ved mine bryster, der gudskelov er dækket af min tætte, ikke stramtsiddende sorte bluse. “Ja??” siger jeg igen. “Hvorfor har du taget adgangskortet omvendt på??” spørger han, og en tyk finger styrer lige over mod mig.

Lige over til og i højde med… Næh, du kan tro nej, tænker jeg, og rykker tilbage på stolen og stirrer på ham. Nu har jeg fået nok. Jeg kigger ham lige i øjnene og siger i min allermest forbavsede tone “Huh? Hvordan kan det være, at du ofrer det SÅ meget opmærksomhed?” mens jeg velovervejet blafrer lidt med kortet.

Ham over for til venstre brøler af grin og siger, at kvinder er udspekulerede. Til ham over for mig lyder det fra de andre gutter “Du kan jo også bare holde øjnene for dig selv en anden gang!”. Jeg griner højt sammen med de andre, for ham overfor har tydeligvis tabt mælet og gejsten og er meget koncentreret om det halvdøde stykke kød på tallerkenen foran ham… Det er altså ikke første gang, jeg har haft en slags episode med ham, så jeg kan ikke lade være med at grine.

8. april 2010

Måske burde jeg?

Skrevet af Hende selv kl. 12:01 | Job

I dag er der en hel masse dokumentationsarbejde til mig, og det er sandt for dyden vanvittig ophidsende. Faktisk er det så stringent, at jeg sidder og overvejer lidt, om jeg skulle smutte over i Føtex og hente nogen kager…

Ville det ikke være hyggeligt, hvis man lige smed en mail rundt i gruppen “Kl. 2 er der feriekage til de modige fremmødte”. Det ville det vel nok, jeg overvejer. Og så går tiden jo med lidt hyggesludder – og det er jo aldrig uhyggeligt, vel. Solen skinner desuden også, så jeg er da et skarn, hvis ikke jeg prøver at gøre noget ved mine skumle planer.

Nej, jeg ved ærligt talt ikke, om jeg gør det – eller om jeg bare skulle lade det ligge?

22. september 2009

Der sker da noget

Skrevet af Hende selv kl. 20:43 | Job,Livets gang

Der er stadig liv, omend det pt primært foregår ude i den virkelige verden, og er det egentlig ikke også dér, man skal være? Det synes jeg ligesom. Der er sket så mange ting, der er købt ny bil. Både Big og jeg er hoppet ud i hver sin fede bil, så vi er meget tilfredse. Min får jeg dog først hjem i slutningen af denne uge, så jeg kan godt mærke, jeg vakler lidt mellem at bare nyde dagene – og glæde mig til bilen er klar.

Streng dag i firmaet med mange forskelligartede tasks, og NyskiltKollega beskyldte mig for at ville ødelægge tastaturet. Nu sidder jeg jo også bare og taster hårdt med en irriteret bevægelse. Stort problem, jeg ærgrer mig grusomt over, at jeg er nødt til at sidde og være ekstremt grundig for at finde aben. Jeg ved faktisk heller ikke helt, hvor jeg skal kigge. Det er næsten umuligt, og pludselig er det som om, at lydene omkring mig er overmåde forstyrrende og irriterende.

Det var lidt ligesom i går, hvor der var møde på programmet. Møde med falskSmil. Jeg kan altså ikke have det. Det kan jeg bare mærke. Jeg er nødt til at komme ud af det, men det bliver nok meget svært. Jeg gider simpelthen ikke have den opgave, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal komme uden om det. NyskiltKollega siger, jeg bare skal sige det til chefen, men vi er enige om, at jeg nok ikke vil få det store ud af det. Æv. Så kan det da også være lige meget? Og dog, jeg skal nok få sagt et eller andet. Lige nu går jeg og håber, at chefen siger nej til at overtage projektet. Det gør han nok desværre ikke, men håbet er lysegrønt.

Lige nu er der nu ikke nogen som helst grund til at ærgre sig, jeg er jo heldig, for pokker da. Jeg nyder det rigtigt med Big og BonusSøn. Allerhøjst burde jeg måske smide mig i sofaen med en bog af Douglas Preston og Lincoln Child “Dødebogen”. Og hurra.. nu varer det ikke så mange dage, førend Big og jeg skal hente bil.. jubiiiiiii!!

13. august 2009

Ord der redder dagen

Skrevet af Hende selv kl. 10:59 | Årets gang,Det sker,Job

Jeg er i gang med et større projekt, der involverer et andet land – og en masse software. I går formiddags modtog jeg et svar fra systemudvikler på reviewanmodning, og gik totalt i spagat. Man udbad sig adskillige informationer, som jeg pt ikke er klædt på til at kunne give. Så… kort og godt begyndte jeg at svede grønne grise… eller plejer man at skide dem? Resten af dagen var temmelig varm og ophedet, så snart jeg kom til at tænke på review’et. Altså ikke ligefrem behageligt. Jeg vil jo så gerne…

Her til morgen blev jeg afbrudt af en mail. Mailen var fra systemudvikler, og jeg blev bare så rørt. Hold kæft, hvor det kan redde ens dag med lidt almindelig menneskelig betænksomhed. “Er du ok? Håber ikke, vi har taget pusten helt fra dig?” stod der.

Derfor – ligenu… er jeg ekstra glad for at være en del af netop det her firma…. Tak kære kollega.

2. juni 2009

Kan man vel få armene ned?

Skrevet af Hende selv kl. 22:30 | Årets gang,Job

Der gik han ude på gangen, så jeg ud af øjenkrogen. Og han vinkede til mig – så jeg vinkede lidt halvhjertet tilbage. Det gik jo lidt stærkt. Og det gør vi desuden hver dag. Vinker, altså. Så var det jo at han, altså ham vores IT-dikketør kom ind på vores kontor. Og så stillede han sig hen foran mig, høj og bred og sagde…

“Har jeg sagt til dig, at du ser BRANDGODT ud i dit ny outfit??”

Jeg fik vist lidt røde kinder, men nåede at få fremstammet et tak og sende et smil. Jamen dog! Jeg var jo aldeles rundt på gulvet, og mine to kollegaer smilede drillende til mig. Sådan dér!

13. maj 2009

Nifty nifty

Skrevet af Hende selv kl. 10:50 | Brok,Job

Eller er det fifty fifty… jeg er ikke sikker – det eneste jeg er sikker på lige nu, er at jeg er meget dum. I farten fik jeg lige sagt ja til endnu en opgave, og det er skam ikke fordi jeg keder mig lige nu. Billedet af mig selv er pt et æsel, der er læsset til op over ørerne med alt muligt. Der var kollega, som har barn syg. Han er også overbelastet, og så ville han gerne belaste mig lidt oveni.

Så der er deadlinen! Puha, men der skrives skam. Også lidt her. Tænk at man kan glæde sig så meget til weekend, allerede nu? Jeg er i sommerstemning, solen bager ned, ser det ud til, her fra mit udsigtspunkt. Århhh kom nu frokosttid… så er første halvdel af dagen da gået med noget! :D

6. maj 2009

Duften af frihed

Skrevet af Hende selv kl. 19:01 | Årets gang,Hverdag,Job,Sjov

Pt hænger jeg i en klokkestreng, men det er også okay med mig – for det er absolut spændende, det jeg har gang i. For første gang i næsten et år føler jeg, at jeg er ved at have greb om tingene. Og det er totalt i orden! Men det betyder også, at jeg synes, dagene bare forsvinder som sand i et timeglas…

Børnene er hældt over til seksdagesophold hos deres far, og det er helt udmærket. Jeg håber, de hygger sig, for dét gør jeg så sandelig. Jeg har været hos optikeren i dag til den obligatoriske kontaktlinsekontrol, og tænk – så var mit syn blevet BEDRE! Helledusseda.. og jeg har ikke engang spist et eneste gram blåbær-holdigt? Men glad, det blev jeg skam. Og på vejen hjem fandt jeg lige nogen ny underbenklæder… faktisk en pæn lille bunke, men jeg fortjente også noget nyt, syntes jeg.

Jeg har også taget en beslutning. Jeg vil… vil.. jeg vil have en laseroperation, nu kan det sgu være nok! Jeg vil ikke bruge briller mere – ihvertfald ikke mere end højst nødvendigt. Og det har været en lang vej til målet, men også det er i orden. Hellere bruge lidt tid på det, frem for at tage en forhastet beslutning. Den slags har jeg også lært i min efterhånden én måned lange meditation.

Det var alletiders eftermiddag – jeg har virkelig nydt livet, og selv om det var gråvejr og blæsende og rainy uden for – var det faktisk helt i orden. Og her til aften vil jeg fortsat nyde det, der skal lures lidt TV – og så desuden arbejdes lidt på analysen, der blev afbrudt i eftermiddags. Og jeg glæder mig til de kommende dage, for jeg ved allerede nu, at det bliver en utroligt hyggelig “resten-af-ugen”, jeg kan se frem til. Hyggelig og afslappet på alle måder, og på mange måder fyldt med nye oplevelser og indtryk.

6. april 2009

Kreativiteten er vågnet

Skrevet af Hende selv kl. 10:03 | Job,Krea,Sjov

Det må være, fordi det er så godt vejr. Jeg er gået totalt kode-amok, og er ved at kreere et helt nyt fejlhåndteringssystem til et gammelt system. Der findes ikke meget batch i det her system, så det er ligesom at starte på bar bund. Og det er lige mig. Jeg elsker at være “grundlægger”, og det er heller ikke første gang. Men der er helt ærligt ikke noget mere tilfredsstillende end at levere en vare, som rigtig mange vil få glæde af.

Så koden sprøjter ud af fingrene på mig, kaffen bliver tyllet i linde strømme – og jeg sidder med et stort, glad smil – øjnene stråler af lutter arbejdsiver. Hvor herligt, så går dagen jo dejligt hurtigt. Jeg elsker sådanne dage! Jeg falder nok ned igen, når der skal laves dokumentation, det hører jo til på dage med gråvejr og hjemmearbejde. Men.. jeg siger bare, den dag mainframen afgår ved døden, så finder du mig sammen med mit livs kærlighed i et hyggeligt, gammelt, istandsat hus på landet ude ved mark og skov – hvor jeg går rundt med knold i nakken med malerpletter på næsen og iført så lidt som muligt – måske bare en plettet, gammel kittel, er kreativ dagen lang og lever af dét. For pokker hvor jeg glæder mig til det går i opfyldelse! :D

19. marts 2009

Der løbes stafet eller noget

Skrevet af Hende selv kl. 13:24 | Hverdag,Job,Rygning

Uh, det lærer jeg nok aldrig rigtig at forstå. Hvad er det for en mekanisme, der gør, at så snart solen skinner en kende, overvældes man af en ubændig trang til at være hjemme og være uden for. Eller bare være uden for. Jeg glæder mig godt nok til fyraften lige nu, for jeg laver ikke andet end at løbe op og ned ad trapper i dag, teste kort og lede efter fejl. Og uden for er det strålende, skønt solskin.

Vi skulle måske tage og køre en tur ud skoven – ud ved Overdrevet. Det er nok for tidligt til anemoner men alligevel… Det er jo lige vejr til det i dag, og jeg er sikker på, at både Ældste og Yngste vil sætte pris på det. Nu jeg skriver dette, kommer det forpulede lille uhyre igen med sit indsmigrende “Så kan du jo få dig en lille hyggesmøg, ikke?”, jeg ryster ihærdigt på hovedet og ærgrer mig. Hvordan er det nu, når vi er i skoven, plejer jeg at sidde på en træstub og.. ja ryge. Og det kan jeg så ikke nu. Jeg ryger jo ikke mere for tiden. Nej, det hedder jeg ryger ikke mere!

Det går nok alligevel hverken værre eller bedre end, at når jeg henter bøllerne, er der mindst en af dem, der skal have en kammerat med hjem – og så bliver der ingen skovtur. Så kan det også være lige meget, kan det. Så vil jeg bare snuppe mit strikketøj eller et blad og fede den, mens jeg forsøger at abstrahere fra den støj, der uvægerligt opstår. Og i øvrigt er jeg mæt og fed lige nu og sidder og bøvser. Det er også den hvidløgsdressing, jeg ikke kunne lade stå, til frokost. Urgh…

Frem »