Ã…h, det gik sÃ¥ fint, sÃ¥ fint Der blev virkelig hygget gennem, men jeg er i den grad glad for, at jeg indskrænkede mig til at invitere sÃ¥dan, at vi samlet var 10 mennesker. Der kunne simpelthen ikke have været klemt et fimrehÃ¥r ind ved bordet, ellers. Vi kunne lige akkurat sidde der. Min mor og morbrors kone for bordenden begge to, men… to voksne kan ikke sidde præcis ved siden af hinanden. Det talte min mor og jeg om bagefter, og blev enige om at løsningen mÃ¥tte være et større spisebord. Eller som jeg ret økonomisk sagde “vi kan jo ogsÃ¥ bare holde det næste arrangement (italiensk hyggespiseaften) hjemme hos jer!”.

Alle blev mætte, jeg havde lavet min lækre gryderet med tomatflødesauce. Faktisk er det en ret, min XX-kæreste har udviklet i tidernes morgen (dengang vi var 17 Ã¥r og de rene børn, hehe). Jeg har sÃ¥ videreudviklet retten, jeg er sikker pÃ¥, han ikke ville kunne genkende den i dag. Det smager sindssvagt lækkert, og jeg garanterer, at familien kunne lide det. I guder, hvor er det dog svært at beregne mad. Der skulle koges ris til 10 personer, og mor og jeg kalkulerede og regnede pÃ¥ det. Der blev sÃ¥ kogt til et helt regiment, men der var jo tilsvarende gryderet. Selvfølgelig blev der ogsÃ¥ en hel grydefuld ris til overs, men pyt – det spiser vi i morgen. Jeg nægter at fryse ris ned, helt ærligt. Det smager da lidt underligt, nÃ¥r det bliver tøet op og serveret – eller har du mÃ¥ske prøvet det med succes?

Gaver blev pakket op under stor jubel, det var sørme en glad knægt. Tøj, en bog og penge fik han – sÃ¥ han var lykkelig. NÃ¥ og sÃ¥ havde Mormor givet ham en ny skoletaske. “Den var bare sÃ¥ cool og sej. Der var meget mere plads i den – og det var til DRENGE!” lød det fra en bevæget Ældste. Han tog ogsÃ¥ revanche ved at køre tre store stykker lagkage ned, og derefter slÃ¥ fast, at samme lagkage skulle pÃ¥ bordet til Yngstes fødselsdag i november. “Vel skal det ej – jeg vil have nøddekage!” kom det fortørnet fra pigebarnet. Ta’ den, storebror!

SÃ¥ havde Ældste endnu en idé til sin fødselsdag pÃ¥ søndag. “Der skal altsÃ¥ ikke være lagkage!!! Mor skal bage drømmekage eller chokoladekage – og sÃ¥ skal vi bestille pizzaer, jeg gider ikke have boller og lagkage, altsÃ¥!!”. Wow, det er da til at forstÃ¥. Jeg er helt med pÃ¥ den med at ringe efter pizzaer (øh, ringe… tsk.. tsk!). Dernæst mente knægten, at det ville være “herresjovt” med en omgang flødebollespisningskonkurrence… det var jo ret skægt, at man sÃ¥dan fik chokolade i hele hovedet? Øh? Faktisk tror jeg, at det bliver ret morsomt.

Big havde i gÃ¥r sagt til Yngste, at vi kan gÃ¥ over og aflægge svogerskabet et besøg i weekenden – sÃ¥ kunne de prøve deres trampolin. Senere hører man Yngste til Ældste “Big har sagt, at vi skal over og besøge hans bror – og ved du hvad… det er KUN mig der mÃ¥ prøve trampolinen…” sagde hun – og lidt efter satte hun trumf pÃ¥ og sagde “fordi jeg er sÃ¥ lille!”. Jeg tror ikke helt, hun kunne forstÃ¥, hvorfor jeg udstødte et kæmpelatterfnys? Ældste bare skulede til hende…

Pivtræt, det er definitionen pÃ¥ min tilstand. Jeg kan sagtens mærke, at jeg i fem uger har befundet mig i en art limbo, altsÃ¥ hospitalslimbo. Mine muskler er trætte og uoplagte, for at sige det mildt. Jeg er en kende overrasket over, sÃ¥ hurtigt man forfalder, hvis ikke man bruger sin krop. Jeg kan faktisk huske, dengang jeg var barn og var indlagt i tre mÃ¥neder – at da jeg kom pÃ¥ benene igen, kunne jeg slet ikke løbe. Jeg faldt… SÃ¥dan er det heldigvis ikke i dag.

I gÃ¥r var den første “rigtige hverdag” med børn, der skulle hentes fra SFO. Min mor og jeg havde aftalt, at Ældste skulle have ny sko. Han havde klaget over sine sko – og sÃ¥ var det hverken værre eller bedre, end at vi konstaterede, at de sko, han har, passer ham fint. Det var slet ikke det, der var problemet, nej. Det viste sig, at knægten nærmest var grædefærdig over, at han ikke havde mere end ét par sko (udover sandalerne og gummistøvlerne). “Jamen for hunne da, sÃ¥ Ã¥bn munden og sig det, barn!” røg det ud af mig, mens Mor og jeg stÃ¥r dér og prøver at hale ud af ham, hvad problemet er. Mor gættede og prøvede uden at komme nogen vegne. SÃ¥ var det mit berømte shoppinggen slog ud og “Sig mig lige.. er det bare fordi, du gerne vil have mere end et par sko eller que?” røg det ud af munden pÃ¥ mig. Og bingo… der lÃ¥ hunden begravet. SÃ¥ Ældste blev behørigt udstyret med de fedeste ASICS-sko. Faktisk synes jeg ogsÃ¥, de er temmelig fede…

Det var ogsÃ¥ rigtig fint, og bagefter satte vi kurs mod Lynge. Der skulle fourageres til dagen efter, for jeg havde allerede lovet knægten, at vi hentede en burger hos Roma. Det var mest for min skyld, for jeg kunne godt mærke, jeg ikke havde mere krudt i mig. Jeg orkede intet. Pivtræt og trist til mode var jeg, da vi kom hjem fra den lange tur til Stenløse med indbygget fouragering. Og sÃ¥ skulle Yngste hentes hos veninde, og jeg afslog en kop te. Jeg orkede bare ikke mere. Hjemme igen var jeg nærmest slatten, det er ikke sÃ¥dan bare. Og det var ikke slut med bøvl, for mad skulle bestilles – og jeg kan jo af gode grunde ikke bare ringe.

Ældste nægtede at ringe og bestille, og jeg var tosset… lige meget hjalp det. Faktisk kunne jeg godt forstÃ¥, at en lille ni-Ã¥rsknægt er usikker og ikke var meget for at skulle ringe. Jeg ville ønske, jeg kunne spare ham for det, lidt endnu. Men det var min eneste option, at tvinge knægten. I sidste ende gjorde han det da ogsÃ¥ – men det var ogsÃ¥ noget skidt, for de forstod ham ikke helt nede pÃ¥ Roma. Derfor kom jeg af med rigtig mange penge til mad. Næste gang fÃ¥r jeg en anden til at ringe…

Derefter faldt der ro over lejren – og ungerne hyggede med at høre historie inde pÃ¥ værelset… det er altsÃ¥ dejligt, de gør det. Meeen, jeg mÃ¥ indrømme, da de var puttet for natten, der var moderen altsÃ¥ fuldstændig smadret. Jeg er taknemmelig for, at jeg har fÃ¥et en sygemelding med mulighed for at komme til kræfter i ro og mag.

Vejret tegner fint lige i skrivende stund – hvilket jo altid er særdeles positivt. Jeg er kommet tidligt op, Big skulle møde tidligt, og da jeg ikke gad ligge og sove videre gik jeg over til mig selv. Der er taget temperatur – og den var altsÃ¥ 36,7 – hvilket vel mÃ¥ betegnes som almindelig morgentemperatur. Jeg har lidt hovedpine, men det kan man jo godt have. Generelt er velbefindende fint, og I guder – hvor har jeg sovet dejligt! En nat i Bigs arm er noget af det bedste, lige i dét øjeblik kunne jeg mærke at jeg var hjemme…

Til trods for det fine vejrlig, kan jeg i horisonten øje adskillige mørke skyer – Ældste fylder Ã¥r pÃ¥ tirsdag i den kommende uge. Der skal holdes familiefødselsdag, det bliver rigtig hyggeligt – og ingen mørke skyer i den anledning. Derimod skal der ogsÃ¥ holdes drengefødselsdag. For alle drengene i Ældstes klasse. Det vil sige 10 drenge, hvis alle kommer. Mange ideer har været oppe at vende – jeg har overvejet at leje bowlingbaner, og er gÃ¥et fra det igen. Svømmehalsfødselsdag har ogsÃ¥ været oppe. McDonalds, aldrig – det gider vi ikke. Du godeste, hvor kan det dog være en pain in the ass, for en som mig, at tænke pÃ¥ 10 drenge i lejligheden. De kan sgida ikke være der, var min første tanke af mange.

Det er ogsÃ¥ blevet tilbørligt diskuteret, om ikke man skulle lave rollespil – men igen, hvis ikke alle drengene gider det, stÃ¥r man med aben. Og hvis det desuden tisser ned fra himmelen, er det jo en dødsdømt plan. Ergo har jeg lagt hovedet i blød… Det er faktisk imponerende, hvad jeg har fundet pÃ¥, hvis jeg selv skal sige det. Børnenes værelse bliver i dagens anledning legeværelse – sÃ¥ er det pÃ¥ plads. Underholdningen er ogsÃ¥ ved at komme pÃ¥ plads nu. Det er faktisk blevet en fin lille liste…

Spis en plade chokolade med kniv og gaffel på en plastictallerken.
Barnet skal tage fuldt vinteroutfit pÃ¥, gerne med skibriller hvis haves. Vanter og hue og halstørklæde og overtræksdragt obligatorisk. Der slÃ¥s med terning, og den der slÃ¥r en 6′er skal skynde sig at iklæde sig vinteroutfit og begynde at spise af chokoladen med kniv og gaffel. Dette indtil den næste slÃ¥r en sekser, sÃ¥ skal han have vinterudstyr pÃ¥ og sÃ¥ videre. SÃ¥dan fortsætter legen, indtil pladen er spist – pÃ¥ et tidspunkt…

Lakridssnørebåndsspisningskonkurrence
Drengene deles op i 2 hold, og fÃ¥r udleveret 1 stk lakridssnørebÃ¥nd. Det handler sÃ¥ om, hvem der kan spise sit hurtigst uden brug af hænderne…

Tegn&Gæt
To hold drenge der skal dyste mod hinanden. Note to self – køb enten tegn & gæt-spillet… eller udtænk noget snedigt…

Mime-leg
Jeg udarbejder en lille bunke kort, og deler drengene op i 2 hold – og pÃ¥ kortene stÃ¥r der fx “Du er en skorstensfejer, der renser skorsten” eller “Michael Jackson in moonwalk” og den slags. Faktisk har Ældste et utroligt talent for mimeleg. God fantasi og alt det der…

Hvad er der i posen?
Jeg laver nogen smÃ¥ uigennemsigtige poser med forskelligt klamt indhold – kold pasta mÃ¥ være regnorme og sÃ¥ fremdeles… sÃ¥ skal drengene gætte, hvad der er i poserne. Dette dog kun en “nød-leg”…

SÃ¥ jeg føler mig rimelig godt pÃ¥klædt til sÃ¥dan en drengefødselsdag. Maden… er endnu ikke rigtig planlagt, men jeg tænker noget i retning af boller, kage og lagkage – og sÃ¥ skÃ¥le med gulerødder, agurk og melon, bananer i stykker og sÃ¥ fremdeles. Der skal ogsÃ¥ være slikposer, men jeg gider helt ærligt ikke tænke pÃ¥ de slikposer. I øvrigt synes jeg ogsÃ¥, det er ved at tage overhÃ¥nd. Generelt bliver det alt for overdÃ¥digt, nÃ¥r børnefødselsdage løber af stabelen. Jeg har en eller anden mærkelig subtil fornemmelse af, at mange forældre prøver at overgÃ¥ hinanden i hittepÃ¥somhed. Det bliver blæst op til en megabegivenhed. Hvis man søger pÃ¥ børnefødselsdage pÃ¥ nettet, fÃ¥r man mange hits med “Lej en klovn” og sÃ¥ videre “Vi arrangerer en event til børnefødselsdagen”. Det kan ligesom ikke blive stort og flot nok, og det eneste de børn i princippet har brug for – er bare at hygge sig sammen og lege, sÃ¥dan rigtig lege. Som i gamle dage med gammeldags pÃ¥fund og julelege.

Egentlig er det ogsÃ¥ lidt uden for scope, nÃ¥r vi snakker børnefødselsdage, men det er nok fordi mit pis stadig bobler lidt. Det kom i kog, da min mor fortalte, at der nu var etableret legegruppe for Yngstes klasse – og at hun havde hørt, at nÃ¥r Yngstes “gruppe” skulle mødes hos en eller anden forælder, skulle børnene lave bolschekogning. For helvede og patter da!!!! Jeg nægter at være med i et eller andet børneunderholdningsrace. Et er, at de er sÃ¥ glade for legegrupper, andet er at jeg ikke har tænkt mig at diske op med kager og saft og hyggemorsomhed. De kan sagtens lege og hygge sig uden at det er ledsaget af alt muligt guf og lækkerier. Da jeg var barn og vi spænede rundt og legede banke-bøf, sad der altsÃ¥ heller ikke en forælder i beredskab med saft og kager ude pÃ¥ sidelinien. Øhm… hvad er det lige der er sket??? Hvad er det for nogen børn vi opfostrer? Børn der forventer, at der altid er tilbud om et eller andet… frem for børn der bliver taknemmelige, fordi man en yderst sjælden gang lige kommer og uddeler noget lækkert…

Min søde, dejlige mor har heldigvis sagt, at hun selvfølgelig er der og hjælper. Gudskelov for det, for ellers blev der nok ikke meget festlighed. Jeg kan godt mærke, jeg ikke er helt på toppen. Dog fornemmer jeg, at jeg har det langt bedre fysisk, end da jeg kom hjem i torsdags. Det har været rigtigt godt med nogen flere dage på sygehuset, hvor nødigt jeg end vil indrømme det. Og jeg er sygemeldt nogen uger mere, så jeg kan komme ovenpå.

Jeg fik søreme lov til at komme hjem, men er stadig indlagt. Jeg er “pÃ¥ orlov” hjemme, og det er overmÃ¥de dejligt. Lægen kom ind og beklagede sig over, at jeg Ã¥benbart ikke fik protein nok – altsÃ¥ sÃ¥ meget protein er der ikke ligefrem i hospitalsmad, vel. Og sÃ¥ spændende er det heller ikke, til trods for at det er udmærket og dejlig mad. Jeg kan bare mærke, at jeg ikke er særlig varm pÃ¥ det mere. Jeg trængte bare sÃ¥dan til at komme hjem.

SÃ¥ ville de vide, hvornÃ¥r jeg tog hjem. Ja, øh… nu skulle jeg jo først lige arrangere transport! Mor svarede slet ikke pÃ¥ sine sms, sÃ¥ gode dyr var rÃ¥dne. Big sad pænt og knoklede inde i city, sÃ¥ det var ogsÃ¥ lidt uomgængeligt at fÃ¥ ham hjem og hente mig. Især nÃ¥r det ikke som sÃ¥dan var planlagt, man kan jo ikke altid bare gÃ¥. Hm… det var jo ikke godt. Jeg skyndte mig at sms’e den gode nyhed, at jeg var blevet løsladt, om end det nok sÃ¥ meget var orlov og ikke decideret udskrivning.

Heldige mig, jeg blev sÃ¥ overrasket – altsÃ¥ nogen gange kan man totalt uventet være stjerneheldig! SødSmukVeninde sms’ede nemlig lige tilbage, at hun skulle en tur til City senere pÃ¥ dagen – om jeg var interesseret i et lift hjem. OM? Jeg blev bare sÃ¥ glad, for det er rigtig nok, at jeg havde været en kende bekymret for, hvordan jeg skulle komme hjem ellers. Og sÃ¥ kom hun, min dejlige veninde og gav mig et lift hjem. Du godeste, hvor er det stort at være hjemme i sin dejlige lejlighed igen. Det første jeg skulle – var i BAD. Gud hvor jeg trængte til et dejligt varmt bad, sÃ¥dan helt uden drop og andre uhyggelige og frastødende opkoblinger til alt muligt grej.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt som sygehuse er glade for at smække drop pÃ¥ folk. SÃ¥ gÃ¥r man bare der, som en anden slags Frankensteins monster og er klar til at blive koblet pÃ¥ hvad det nu mÃ¥tte være. Dét, jeg havde droppet siddende, har ikke forhindret mig i at fÃ¥ skrevet lidt pÃ¥ den side, hvor jeg gemmer shoppinglinks. Det er jo ikke sÃ¥ lidt, man sÃ¥dan sidder og finder, nÃ¥r man er tvunget til at underholde sig by surfing the web. Det kan dog godt se ud til at gÃ¥ hen og blive en lille smule dyrt ogsÃ¥, ja hvis man altsÃ¥ falder for fristelsen – og jeg er stærkt fristet. Rigtig mange steder…

Fredag skal jeg sÃ¥ tilbage til sygehuset kl. 8 om morgenen og have taget blodprøver. Lægen klagede over mine tal, de er ikke supergode endnu – og de har et problem med at rede mig ud for hvad angÃ¥r proteinstase og kaliumniveau. AltsÃ¥ hvis bare jeg havde forstand pÃ¥ alle de tal, der fremgÃ¥r af min journal, skulle jeg være glad. Jeg anede fx ikke, at der sÃ¥dan kunne mÃ¥les syre/base balance – hvor de siger, at dér kunne den godt være bedre. Det er ganske enkelt utroligt, hvad man kan se i en blodprøve – og fænomenalt at man har kunnet kortlægge indholdet og værdierne af sÃ¥ mange forskellige bestanddele. Faktisk mÃ¥ det jo være ufatteligt spændende at arbejde som bio-laborant.

Tænk at jeg har været indlagt sÃ¥ mange dage, godt nok med pause mellem – men alligevel. Det er jo slet ikke til at forstÃ¥. Jeg er ihvertfald meget taknemmelig for, at jeg kan sidde sÃ¥ godt i sygesengen med den bærbare pÃ¥ maven, ellers havde det været en lang dag.

Jeg fÃ¥r ogsÃ¥ læst nogen tumpede hjernelamme kærlighedsromaner. Hvorfor er det egentlig altid sÃ¥ nemt og ligetil i de der romaner, de fÃ¥r altid hinanden i enden… host host. Men de hygger da – det mÃ¥ jeg erkende. Og sÃ¥ var det rigtig dejligt i gÃ¥r, SmukSødVeninde kom lige forbi belæsset med chokolade til undertegnede og et blad, du godeste hvor var det dejligt at se hendes søde ansigt. Hun er sÃ¥dan en person, man bliver i supergodt humør af at være sammen med, og i gÃ¥r var ingen undtagelse. Vi fik rigtig sladret om alle mulige ting, det er sjovt, nÃ¥r vi ikke har sÃ¥ meget tid bliver det kogt lidt ned, men ingen detaljer bliver glemt. SÃ¥ kan vi altid gennemgÃ¥ det en anden gang, nÃ¥r vi har tid.

Da hun kom sad SindsforvirretKvinde og puttede sig i lænestolen ved siden af min seng. SÃ¥ SmukSødVeninde bemærkede, at det da var svært sÃ¥ gode venner, vi var. Ja sÃ¥dan kunne det jo se ud, men I guder – jeg havde netop talt med store bogstaver til konen. “Du skal IKKE sove dér i nat!!! Sygeplejersken henter dig, hvis du gÃ¥r derhen!!!”. Dér, hvor hun ikke skulle sove, var selvfølgelig lænestolen og ogsÃ¥ gulvet ved siden af min seng. Jeg var godt nok optændt af lutter hellig ild og modstand – ikke tale om konen skulle ligge der og spolere min nattesøvn en gang mere.

Det skete da heller ikke. Efter SmukSødVeninde var gÃ¥et hjem – god bedring søde, havde SindsforvirretKvinde fÃ¥et sin mand pÃ¥ besøg. Han sÃ¥ nu altsÃ¥ heller ikke ud til at have opfundet den dybe tallerken, men han fattede i det mindste, at jeg ikke ønskede, de lukkede døren ud til gangen. SÃ¥ kunne jeg lige hygge mig et par timer med at skulle høre pÃ¥ polska og dybe støn og brum og høje stemmer. Det var næsten lige før, jeg ønskede de lavede ballade. SÃ¥ ville sygeplejersken jo hente dem ud, hehe. Tiden gik, og manden skulle hjem – sÃ¥ de forsvandt.

Til min store glæde kom sygeplejersken pludselig og kørte SindsforvirretKvindes seng ud. Hurra! Sikken fryd. SÃ¥ slap jeg da for hende – og hun for sin efterhÃ¥nden noget vrisne stuemate. Lidt efter fik jeg at vide, at jeg fik fru Ø. ind pÃ¥ stuen, og at hun var meget rolig og bare sov. Det kunne da ikke blive meget bedre, og det var ogsÃ¥ en dejlig rolig aften – mens fru Ø. lÃ¥ og slumrede blidt ved siden af. Der er heldigvis sat en skærm op.

Stuegang lader vente pÃ¥ sig, men jeg skal altsÃ¥ have talt med en læge i dag. Det lader til, at mine værdier er pÃ¥ vej op – men jeg vil selvfølgelig gerne have svar pÃ¥ nogen spørgsmÃ¥l. Aftensygeplejersken sagde, at jeg mÃ¥ske kunne komme hjem onsdag eller torsdag – nu mÃ¥tte vi lige se. SÃ¥ det er faktisk lidt spændende. Der mÃ¥ komme update efter stuegangen – foreløbig fÃ¥r jeg mellemmad – flink sygeplejerske har lige været forbi.

Meeen.. kunne da godt tænke mig en sød person, der lige hentede en omgang bagt kartoffel med tunfisk og hvidløgsdressing… du godeste… mine tænder løber i vand ved tanken!!!

Der var stuegang, selv om jeg faktisk var i tvivl om det nu ogsÃ¥ var en læge, der kom. Kvinde pÃ¥ min alder, iført hvid t-shirt og pluddderbukser fra Berendsen (hospitalsvaskeri, red.). Intet stetoskop eller kittel eller noget. Denne gang havde jeg forberedt mig – jeg spurgte ind til det lave blodtryk (som de ikke kunne forklare), jeg spurgte til feberen (jamen, den var jo faldet).

Det korte af den lange snak med en masse spørgsmÃ¥l og svar – lige nu er jeg der for at blive stabiliseret. Der bliver taget blodprøver, hvad man ikke kan se i dem, er ikke godt at vide. “Du har ihvertfald ikke kræft, sÃ¥ havde du det ikke sÃ¥ godt!” sagde lægepigen. Mit bedste bud er, at de faktisk ikke har en skid idé om, hvad jeg fejler – og at det gÃ¥r i sig selv, nÃ¥r jeg bliver stabiliseret – og de aldrig finder ud af, hvad der var galt.

Heldigvis fik jeg ogsÃ¥ lige brokket mig over det forvirrede kvindemenneske ved siden af, jeg gruer virkelig for en nat mere med hende – sÃ¥ tror jeg sgu hellere, jeg gÃ¥r ud og sover ude pÃ¥ bænkene foran elevatoren. Ikke at det skulle blive nødvendigt, jeg sagde ret bestemt, at sÃ¥ mÃ¥tte de tage hende ud pÃ¥ gangen, i stedet for at hun sad og krøb sammen ved siden af min seng. Bare man var sÃ¥ heldig at hun blev udskrevet. Som jeg sagde til lægepigen “Det der forvirrede damemenneske ved siden af er ikke ligefrem befordrende for en god og optimal helbredelse!”. Det vidste hun godt, men hun kunne ikke lige gøre noget – hvis sÃ¥ bare man kunne blive flyttet til en anden afdeling ville det da være superoptimalt.

Der er blevet serveret frokost, men jeg synes stadig, jeg er lidt sulten. Nu blev jeg heller ikke mæt af ½ med ost og ½ med kyllingfilet. Det hedder nok Just’Eat, muligheden skal i det mindste lige undersøges. Skulle det være sÃ¥dan, at der lige ligger et sted med noget namsmums noget, mÃ¥ jeg lige fÃ¥ det leveret til mig

Det havde jeg godt nok ikke lige troet, da jeg kom ind, to be honest. Indtil videre er denne afdeling den værste, jeg nogensinde har ligget pÃ¥ i hospitalsregi. Det er ikke muligt at tage saft, vand og kaffe selv. “Nej, patienterne mÃ¥ ikke selv tage – der er nogen demente der render frit rundt her og piller ved maden og sÃ¥ videre” lød forklaringen, da jeg spurgte efter kaffen. Mon ikke jeg har set noget overrasket ud…

Natten har været af helvede til. Jeg ligger på stue med en skrupforvirret gammel kone. Lidt asiatisk er hun vist, og jeg fatter ikke en bjælde, når hun siger noget. For det meste kører hun armene op og ned i frustration eller hvad ved jeg.

Det er da ogsÃ¥ ok, bare jeg ikke skal blandes ind i hendes personlige smÃ¥kriser. I nat vÃ¥gnede jeg ved at hun skumplede rundt – hun var bare ikke til at fÃ¥ dysset til ro. SÃ¥ satte hun sig ved gud i lænestolen ved siden af mig, og jeg kan bare ikke have den kone siddende der, gÃ¥r det op for mig. Min nattesøvn er hermed spoleret.

I ren frustration ringer jeg efter sygeplejersken, efter at jeg flere gange har sagt til konen, at jeg synes, hun skal gå hen i sin egen seng og være der. Sygeplejersken tilhører ikke de hurtigste dyr i skoven, så hun fatter først ikke, at hende konen bare skal VÆK. Derfor får hun lov at blive siddende. Og jeg er godt nok ved at blive temmelig gal nu.

I forvejen ved de ikke, hvad jeg fejler – for det andet hvad skal jeg sÃ¥ pÃ¥ endokrinologisk. Jeg ville have troet, det skulle være medicinsk. Bare en afdeling uden demente, hvor man kan være indlagt uden syv milliarder restriktioner.

Der gÃ¥r en time med at jeg ligger og vender mig – konen sidder i mÃ¥nelyset og glor pÃ¥ mig. SÃ¥ fÃ¥r jeg nok og forlader sengen og tramper ud pÃ¥ gangen. Jeg fanger en sygeplejerske og siger, at hende konen inde hos mig altsÃ¥ skal væk fra lænestolen, og at det skal være nu. Det kan ikke passe, jeg ikke kan sove i fred. Heldigvis fatter sygeplejersken, at det er alvor, og den dumme kone kommer nu endelig over i sin egen seng. SÃ¥ fik jeg lige sovet til kl. 6, hvor jeg blev vækket af sygeplejerske. Temperatur og blodtryk. Det første lidt for højt, det andet for lavt. Pis osse! Jeg ville da ellers tro, at hende sindsforvirret kone kunne fÃ¥ mit blodtryk i skyerne!

Mere pis? Ork ja, nu er den sindsforvirrede kone jo desværre vÃ¥gnet op der kl. 6 pÃ¥ grund af sygeplejersken – og traver luntende rundt. Jeg kan godt se, jeg ikke fÃ¥r sovet meget mere. I mit stille sind ligger jeg og bander over hende – mens jeg lukker øjnene sÃ¥ hun ikke kan se, jeg er vÃ¥gen. Jeg ønsker ikke nogen kontakt til hende pÃ¥ nogen mÃ¥de. Det var jo sÃ¥ den morgen, og lige nu er stuegang vist nok gÃ¥et i gang. Jeg hÃ¥ber snart, de har noget at fortælle mig – for jeg bliver sgu vanvittig af at være pÃ¥ den her stue.

Sindsforvirret kone lukker hele tiden døren ud til gangen, hvilket er møgirriterende. Jeg trænger til de lyde og input der kommer, i og med at folk gÃ¥r rundt derude og snakker. For at genere hende har jeg Ã¥bnet døren ud til altanen og sat en stol, der vejer godt til for, sÃ¥ den ikke sÃ¥dan lige er at lukke. Luft skal der altsÃ¥ til, ellers er der en eller anden der kommer galt afsted – du ved godt hvem!

Faktisk er det nærliggende at tro, jeg er med i en nyindspilning af Day of the Dead. Ude på gangen går der nemlig en mand rundt iført psykopatfrakke og store slaskede underbukser og intet andet. Frit udsyn til stor tyk vom og hans ansigt er så tomt, så tomt. Tungen hænger ud af munden.

Det er eksakt som at se én af zombierne fra filmen, hvor de slæber sig fremefter, mens de hvæser “BRAIN…. BRAIN!!”. Bare rolig, du vil aldrig nogensinde se mig løbe sÃ¥ stærkt, som det vil være tilfældet, hvis ham derude begynder at sige “Brain”…

Fryd… døren blæste op… og sindsforvirret kone har opgivet at gÃ¥ hen og lukke den. Du godeste, hvor bliver man dog smÃ¥lig og ondskabsfuld af at ligge her. Jeg kan bare mærke det. Gud, hvor ville jeg ønske at den pissefucking temperatur gad falde til normal og at mit blodtryk steg bare nogen grader. SÃ¥ ville lægen sige “Jamen, jeg kan ikke se andet for, end at vi mÃ¥ udskrive dig til kærlig pleje hjemme”. Jeg ville sikkert smile strÃ¥lende og have svært ved ikke at hoppe af fryd, sÃ¥ glad ville jeg blive. NÃ¥.. luftkasteller off… det holder jo ikke i virkeligheden vel? Og.. sig mig lige.. hørte jeg lige “Braaainnn” ude fra gangen lige før? Hm… mystisk… hører man nu ogsÃ¥ syner???

Det ser ikke ud til, jeg var sÃ¥dan helt færdig med at være sygepige. Søndag morgen hævede min fod totalt op, sÃ¥ jeg var lige ved at tro, jeg havde pÃ¥draget mig elefantiasis. Det var heldigvis ikke tilfældet, derimod mente min mor, at vi nok burde se vagtlægen. Som sagt sÃ¥ gjort – og i løbet af no time, var jeg sÃ¥ indlagt igen. Denne gang dog pÃ¥ Hillerød sygehus.

Det er ikke dÃ¥rligt at være dér, det er ogsÃ¥ tættere pÃ¥ hjemme. Mor er fortsat dagens kvinde i skysauce, for hun passer de to søde børn derhjemme, sÃ¥ jeg med god samvittighed kan ligge heroppe og blive kureret lidt pÃ¥. Det er ikke det store, der mangler tror jeg. Jeg mangler kalium og kalcium – værdierne er helt i bund.

Min dejlige mand har været en tur forbi til aften med en bærbar, sÃ¥ jeg i det mindste ikke skulle sidde og kede mig ihjel igen i aften. Jeg kan ikke lade være med at sidde her i min seng, nu med udsigt fra 5. sal og hÃ¥be pÃ¥ at jeg fÃ¥r lov at komme hjem inden alt for mange dage er løbet forbi. Mit hjerte gør en smule ondt, for jeg er sÃ¥ ked af, at jeg ikke kan være sammen med ungerne – men omvendt bliver det ogsÃ¥ dejligt, nÃ¥r de kommer hjem igen – sÃ¥ er jeg jo ovenpÃ¥ skulle man formode.

Fik lige taget temperaturen – jeg underspiller – for jeg gider ikke have taget den rektalt… sÃ¥ derfor fÃ¥r jeg altid mÃ¥lt med øretermometer. Men det undrer alle sÃ¥re, at min aftentemperatur fortsat er høj – den blev lige mÃ¥lt til 38.5. Det er i sandhed meget mystisk.

Hvor er det bare vidunderligt at være hjemme igen. Der er lagt diagnose pÃ¥ bordet nu – og det der tilsyneladende var sket, var at jeg ragede mig en maveinfektion til i Næstved, og oven i min allerede latente glutenallergi – crashede maven totalt sammen. Og det gjorde det sÃ¥ en trillion gange værre, end det ellers ville have været. SÃ¥ jeg er hjemme igen nu med diagnosen cøliaker, igen igen. Ja, sÃ¥dan er der sÃ¥ meget – og Yngste er lykkelig for, at hun ikke længere er “den eneste”.

Det mÃ¥ da ogsÃ¥ være meget rart at ens mor pludselig har det samme – øhm.. øh.. jeg har jo hele tiden haft det latent, men nu har jeg lovet mig selv, at nu passer jeg diæten – ihvertfald nÃ¥r jeg er hjemme og under normale omstændigheder. Skal jeg i byen, sÃ¥ vil jeg se stort pÃ¥ det – altsÃ¥ her bliver der jo kun tale om fx at droppe at tage flutes til evt. suppe – tænke lidt over, at der kan være mel i saucer og sÃ¥ videre – men værre er det jo egentlig ikke. Jeg kunne tænke mig, at Yngste vil fÃ¥ et langt mere afslappet forhold til sin egen cøliaki – nÃ¥r hun ser, hvordan jeg tackler det. Jeg er godt klar over, at jeg ogsÃ¥ bliver nødt til at tage mig selv ved nakkehÃ¥rene og se pÃ¥, hvilke signaler jeg selv sender i forhold til det at spise en anden type mad.

Lige nu er det ret fantastisk at være hjemme og bare være mig. Jeg har lige indtaget en gedigen omgang sushi, lige seks nigiri med 5 makier – ikke dÃ¥rligt. Bare at sidde ved køkkenbordet i ensom majestæt med sushi og læse bog samtidig og bare slappe af. Jeg er ikke – sÃ¥ langt fra – klar endnu, for jeg er afskyeligt svag og slatten og mit immunforsvar er kørt i sænk. Der er faktisk smÃ¥ attacklignende advarsler. Hver gang de kommer, skal jeg hen og ligge.. og læse.. og bare være til. Uden mÃ¥l eller med. Det er det, jeg fÃ¥r besked pÃ¥ – sÃ¥ det gør jeg. Og det gør jeg lige nu, kan jeg mærke…

Min mor? Er da lidt fantastisk. Hun bor her fortsat og har med den overordnede logistik at gøre, jeg laver mere undergrundsarbejdet. De smÃ¥ ting. Mor kører børn til skole, fødselsdag og hvad har vi mere af den slags. Og det er ud over, at hun ogsÃ¥ lige er ude ved sig selv og se til min far, der sÃ¥dan set passer sig selv. Det passer ham nok udmærket, for den sags skyld. Heldigvis at jeg har mor, jeg ville slet ikke ane, hvad jeg skulle have gjort, hvis ikke hun havde trÃ¥dt til. SÃ¥ havde jeg mÃ¥ttet tage det tunge skridt at sende børnene over til “ham dér”, som de siger. For jeg er godt nok udskrevet, men der fra og til dét at være rask og klar til samfundstjeneste – der er lige ti tusinde mile. Jeg har ingen kræfter tilbage, det hedder genoptræning. Stille og roligt med flere og flere smÃ¥ture rundt. Men det er rigtigt, jeg fÃ¥r hurtigt besked pÃ¥, at nu er det tid at lægge sig. Lægen har sygemeldt mig tre uger, indtil videre.

Mon ikke snart man kan se en ende på dette evindelige sygehusvæsen? I morges stod den på morgenvækning med vampyrseance, i øvrigt en utrolig klodset vampyr i dag. Har altså aldrig været ude for én, der ikke kunne finde ud af at trykke vattet ned efter nålen er hevet ud! >:(

Morgenmaden var jo lækker nok, og det var glutenfrit brød med dejlig fed ost til – nams nams. Det kørte jeg snildt ned, og der gik lige en times tid med at vente pÃ¥… ingenting. Pludselig var der stuegang, og lægen manglede stadig svar pÃ¥ prøver. “De er ikke kommet endnu” forklarede LægeMedGrÃ¥tHÃ¥r. Han mente desuden, at det var realistisk, at det var cøliaki. Og jeg fik en god forklaring pÃ¥ fænomenet. Han mente ikke ligefrem, jeg skulle pÃ¥ livsvarig diæt, men jeg skulle respektere cøliakien.

SÃ¥ jeg fortsætter som nu, men undgÃ¥r sÃ¥ brød i yderligere omfang – og laver mad som jeg plejer, det bliver jo ikke slemt. Jeg vil dog begynde at bage lidt, det vil Yngste ogsÃ¥ sætte pris pÃ¥, tror jeg. Der var desværre ikke nogen graverende nyheder, og det ærgrede mig grusomt.

Men.. lyspunkt! Jeg har ikke diarré mere, tror jeg! Det skal fejres, hvis det altsÃ¥ fortsætter. SÃ¥ er der jo ikke meget i vejen for, at jeg kan komme hjem til mine dejlige derhjemme, tre unger og Big og Mor… glæder mig skam allerede.

Frokosten var en frygtelig snigløber pÃ¥ min appetit. Ved halv ellevetiden indtog jeg en proteindrik (hvem gider sonde?) – og som sÃ¥dan var jeg ikke ligefrem specielt glubsk, da jeg kom tilbage til stuen efter en muskelrehabiliterende powerwalk i hospitalets gange. Dér pÃ¥ mit bord stod et gigantisk bjerg mad. Bakke med alm. frokost med 3 skiver rugbrød plus 1 skive franskbrød. ½ avocado. Peberfrugt. PÃ¥lægget fristede ikke, det var en kende for vÃ¥dt og salt. Og sÃ¥ var der to (TO) skÃ¥le med suppe.

Den ene var med flødelegeret gulerodssuppe – som jeg sultent kastede indenbords. Lige hvad jeg har efterspurgt jo! Og sÃ¥ var der den anden skÃ¥l med almindelig suppe – som der normalt er melboller og kødboller i. OMG hvor jeg savnede melbollerne, jeg har altid holdt forfærdelig meget af den der sære smag, de har.

Derudover stod der en tallerken med en stor rullepølsemad. Og en anden tallerken med en fersken, franskbrød og nødder plus 2 riskager. Gisp, tænkte jeg, med rædsel. Det ville jeg da aldrig kunne få ned. Der var bare for meget mad!

Det har ellers været en dejlig dag med besøg af Mor og ungerne, der savner deres mor helt vildt meget, især hvis man spørger Yngste, der er særdeles hÃ¥rdt ramt. Men hun er ogsÃ¥ en pige jo. Piger ér generelt mere til det der omsorgsnoget, tror jeg. Ældste er ellers ogsÃ¥ utroligt morsyg, men han kan bedre forholde sig til det, tror jeg. Han var glad for at høre, at det gik bedre og hÃ¥bede, at jeg kom hjem “inden de skulle over til ham dér” (og sÃ¥ vrængede ungen…).

I guder, hvor jeg glæder mig til at komme hjem – men det tegner altsÃ¥ ogsÃ¥ til, at det ser noget bedre ud efterhÃ¥nden